 |
Den elektrokemiske proces
Magi? eller Elektrokemi?
En proces, hvor en elektrisk strøm fremtvinger en kemisk reaktion, betegner man elektrolyse. En del af den elektriske energi omdannes herunder til en kemisk reaktion:
Mellem en anode (+) og en katode (-) ledes en jævnstrøm gennem en ledende elektrolytvæske. Ved elektroderne opstår der reaktionsprodukter af de stoffer, der findes i elektrolytten. Spændingskilden fremkalder en elektronmangel ved pluspolen (anoden) og et elektronoverskud ved minuspolen. De positivt ladede kationer vandrer til den negativt ladede katode. Ved katoden optager de (eller andre reaktionselementer) elektroner, hvorved de reduceres. Ved anoden foregår den modsatte proces.
Hvis det emne der skal bearbejdes, fungerer som anode (+), og rensestemplet er koblet til minus (-), fjernes med den pågældende elektrolyt materiale og urenheder. Vi udnytter denne effekt til polering og rensning. Hvis polariteten vendes, dvs. at emnet bliver gjort til katode, kan der påføres materiale – man taler så om galvanisering (f.eks. forkobring, forzinkning). |
|
Ved polering, der også kaldes elektropolering EMC, bruger vi elektrolysen til fjernelse af oxider og materiale: Vi kobler det emne der skal renses ind som anode (+), og bruger som elektrolyt en kraftigt koncentreret mineralsyre. Med denne metode fjernes ruhedsspidser hurtigere end ruhedsfordybninger. Nanoruheden reduceres ligeledes, hvorved glansen opstår. Strukturer i makroområdet opretholdes. Der fjernes mest fra kanter og hjørner, hvilket medfører en finafgratning Tidligere skulle emnerne renses og affedtes. Det er elektrolytisk bejdsning eller rensning særdeles velegnet til.
Elektrolytisk rensning udføres fortrinsvis med vekselspænding for at undgå fjernelse af materiale og strukturændringer. På grund af 50 Hz-vekselspændingen byttes der ved det emne der skal renses hele tiden om på anode og katode; derved fjernes der så lidt materiale som muligt, og oxiderne og anløbsfarverne løsnes bedre.
Hvorfor rense og passivere?
Den meget gode korrosionsbestandighed hos rustfrit stål fremkommer ved opbygning af en oxidfilm – den høje andel af krom reagerer med ilt. Så taler man om passivering Dette naturlige passivlag kan forringes ved mekanisk bearbejdning eller ved varmebehandlinger som f.eks. svejsning. Det resulterer som regel i korrosionsskader, selv på højt legeret rustfrit stål. Rustfrit stål besidder, som en konsekvens af legeringen, en relativt dårlig varmeledningsevne. Varmen bortledes kun langsomt. Som følge af opvarmningen finder der en oxidering sted omkring svejsesømmen, både indvendigt og udvendigt. Derudover kan der, afhængig af materialet, ske en lokal kromudtynding og en uønsket dannelse af kromkarbider. Kromudtynding medfører også en reduktion af passiveringsevnen. Dannelsen af uønskede oxider pga. opvarming er let at opdage for den erfarne praktiker som følge af anløbsfarverne der dannes. Disse oxider har i modsætning til den oprindelige, passiverende oxidfilm uheldige egenskaber. De reducerer modstandsevnen |
